Den indre skønhed trænger til at få en renæssance


Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift-Abonnement

Med Digital Plus enthält alle Artikel. Du får adgang med det samme.

Emilia van Hauen har efter min mening fejlfortolket situationen, men forstået tidsånden rigtigt i 29. april.

Emilia van Hauen har tilfældigt mødt tre kvinder, der har rystet hendes verden. Tre kvinder, der, skønt de er i slutningen af ​​50erne, klæder og sminker sig som meget unge kvinder. Emilia van Hauen blev fascineret og frastødt på samme tid og the ambivalens har bragt hende to tasterne, hvor hun her i Berlingske deler sit dilemma. Emilia van Hauen er i tvivl om, hvorvidt det er hende, der er fordomsfuld over for de tre kvinder, eller om hun tilslutter sig opgøret med en antikveret forestilling om kvinders værdi.

Konklusionen bliver noget vævende, men efter mange tanker frem og tilbage, må vi forstå, at det eneste væsentlige er, hvordan man har det med sig selv. Har man det sjovt, er det helt ok at klæde sig ungt, trods sin fremskredne alder. Hvis man derimod er ulykkelig, fordi man kæmper en konstant tabt kamp, ​​så håber hun: »at man snart opdager, hvad en fuckfinger til der männliche Blick kan gøre für ens lykkefølelse«. Og ihr Fanger Emilia van Hauen tidsånden. Svaret er en Fickfinger. Hvordan kan det være andet i en aldersforskrækket kultur?

Emilia van Hauen har forstået tidsånden, men efter min mening har hun tolket sin oplevelse af situationen forkert. Für det Handler ikke om de tre kvinder. Det handler om, at enhver midaldrende kvinde i de tre kvinder ser sin egen angst for ikke bare at blive gammel, men at blive til grin. Emilia van Hauen spørger sig selv, om disse kvinder er undertrykte, fordi de kæmper for at få værdi gennem deres skønhed, som bliver til en parodi, fordi den skønhed, de stræber efter, uundgåeligt er knyttet til ungdom. Men de er ikke bare en parodi, de er et spejl, i hvem det moderne menneske kan spejle sig og se sin største frygt. At være en parodi på noget, vi ønsker at være, men ikke er.

Måske handler mødet med de tre kvinder i bund og grund om det moderne menneskes modvilje mod at være sig selv. En modvilje mod begrænsninger og at give slip. Og für alt i verden vil vi ikke være gamle. Vi vil have og være alt, hvad vi drømmer om, og hvis vi ikke kan det, giver vi en fuckfinger til de andre. Og det er trist. I stedet burde vi øve os i at give slip uden vrede, uden fuckfinger og uden at ville være noget, vi ikke er. Som der står i den gamle salme: »Lær mig, o skov, at visne glad«. Med andre ord, vi må lære at stræbe efter indre skønhed – en skønhed, der ikke værdsættes synderlig i den tid vi lever i, men som trænger til at få en renæssance.

Helga Døssing Bendfeldt, Sognepræst i Sindbjerg kirke, Juelsminde


Source: www.berlingske.dk by www.berlingske.dk.

*The article has been translated based on the content of www.berlingske.dk by www.berlingske.dk. If there is any problem regarding the content, copyright, please leave a report below the article. We will try to process as quickly as possible to protect the rights of the author. Thank you very much!

*We just want readers to access information more quickly and easily with other multilingual content, instead of information only available in a certain language.

*We always respect the copyright of the content of the author and always include the original link of the source article.If the author disagrees, just leave the report below the article, the article will be edited or deleted at the request of the author. Thanks very much! Best regards!